Site is under construction

VANDRETILSTANDE/ A STATE OF WANDERING.

VANDRETILSTANDE/ A STATE OF WANDERING
Artist book, udgivet af Hurricane Publishing, 2022.

Bogen består af 12 tegninger på sort papir og 40 tekster, skrevet under den første lange Corona-nedlukning i efteråret 2020, hvor det ikke var muligt at rejse. Sass, som selv har designet bogen, har fortsat sporet fra seneste artist book: Black Fog Rising, 2019 og så alligevel ikke. I Vandretilstande er teksterne flere, skrevet på dansk (og oversat). Vandringen ud i landskab og intime situationer flettes sammen... De fornemmes som en slags meditationer, hvor et bjerg indgår i næsten alle tekststykker, de er som en form for daglig rejse ud i det ukendte. Her trækkes på drømmescenarier og ting nogen har hvisket en sen aften. Overleveringer og forskellige folks observationer er vævet sammen. På den måde kunne der være skift imellem om det er en kvindes eller mands stemme, vi hører. Genstande reduceres til nærmest ingenting: Jeg tager noget op, holder det frem. Der er henvisninger til for eksempel enkle værker, byer, buer, og rige sansninger af landskaber, overflader og kroppe. Her er intet plot, men fragmenter der via forskellige associationer kædes sammen. De kan læses i en samlet strøm eller som sporadiske nedslag.

Tegningerne fungerer som visuelt anslag, snarere end illustrationer og de er skabt i forlængelse af skriveprocessen. De leder os som læsere ind i og ud af forskellige abstrakte universer.
I forbindelse med boglanceringen hos Thiemers Magasin d. 5/2, 2022, kl 14-16, vil der være oplæsninger fra bogen af: Filip Vest (billedkunster og litteraturformidler i Thiemers Magasin), Mai Young Øvilsen (forsanger i Meejah), Tim Hinman (stifter af Third Ear) og Julie Sass selv. Alle værkerne der er bragt i bogen, bliver udstillet.

Julie Sass er billedkunstner, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi's Billedskoler og New York University (MFA). Og senere tog hun afgang fra Teori & Formidling (MA), Det Kongelige Danske Kunstakademi's Billekunstskoler. Sass har udgivet flere bøger og hæfter, især i forbindelse med udstillinger hun har kurateret. Og artist books, hvoraf Volume Rhythm Matter og Lemon Mood indgår i The METs samling i New York. Hendes bog Volume Rhythm Matter dialogues var med på Årets Bedste Bogarbejde / Den Sorte Diamant, og ’foldet ud’ i en udstilling på Danmarks Kunstbibliotek. Flere bøger har blandt andet været vist på Nivågaards Malerisamling, Rønnebæksholm og SixtyEight Art Institute, Kbh, Ekely, Steinprent i Tórshavn, Hamburger Bahnhof, Museum Für Gegenwart, Untitled Miami og CPI Inc, NY mm.